OK, jeg indrømmer gerne at jeg er et sentimentalt menneske, men jeg får sgu da tårer i øjnene når jeg ser smuk teknologi som det her navigations-armbånd fra 1920ernes England. Det er et snedigt lille apparat med udskiftelige ruller, der viser vej når man ligger og kører sin lastbil ude på ruten.
Og hvad er det så der er så smukt ved det? Jow, altså. Det fine ved armbåndet er at det er lavet lige præcis som et ur. Blogposten har godt fat i det: En GPS fra 1920erne. Anvisningerne kunne forsåvidt have stået i en bog, men det var ikke den effekt producenten var ude efter. Han ville lave et apparat, en slags kompas, bortset fra at man her navigerer efter de symboler vi har hældt ud over den grå graf af asfalt vi har hældt ud over landskabet. Vejene, og kortet over dem og systemet med vejnumre, har lavet den store indviklede 3-dimensionelle verden om til sprog. Fordi verden er blevet til sprog, pga den menneskelige snilde, så kunne man pludselig i 20erne lave et navigationsapparat, næsten en slags sensor, helt og aldeles ud af ord og tal.
Det synes jeg er stærke sager.
Både at sproget kan det, og armbåndsproducentens implicitte accept af at det er sådan. Naturligvis kan man lave et armbåndskompas ud af ord. Naturligvis er sproget en maskine, der faktisk virker.
Nu er kort og GPSer jo i sig selv sproglige forenklende modeller af verden, men den får lige en ekstra drejning af skruen her. Jeg husker faktisk tydeligt en iøvrigt rædselsfuld busrejse til London, fra før flyrejser blev rigtig billige, hvor nogle gæve jyske chauffører skulle finde vej gennem Tyskland, Holland og England. Det fremgik af de ikke rigtig havde gjort turen før, og hvad de havde med som guide var lige præcis en oversigt i stil med 1920er apparatet, bare lavet i hånden: En bunke sammenklipsede A4-ark med vejnumre, orienterende blik på hvilke sideveje man kan forvente at se, og så rutevalg undervejs. På intet tidspunkt brugte de kort. Et enkelt større vejarbejde eller trafikuheld med omdirigering og vi havde været lost.
Siden jeg boede på Regensen og havde lejlighed til at nærstudere mekanikken i gårdens ur i detaljer - en helt klassisk tårnursmekanik som de har set ud siden Huygens opfandt penduluret, men med en smuk og meget overskuelig mekanik, har jeg været fascineret af spillet mellem uret, mekanikken og tiden der går.
Fra den rituelle venten nytårsaften kender vi alle fornemmelsen af at uret ikke bare viser tiden, men er tiden. Vi kigger på resten af verden og hvordan den bevæger sig i forhold til uret, for at forstå tingene. Det er uret, der er grundpulsen. Og så er det alligevel sådan, hvad man kan forvisse sig om ved at kigge på en gammeldags pendulursmekanik, at et ur bare er et lod, der falder til jorden, på en indviklet måde.
Et lod, der falder til jorden. Det er det, der driver solen henover himlen. Det er for mig en fantastisk tanke, og navigationsarmbåndet minder mig i den grad om den. Kortet bliver landskabet.
På personalets undrende kig på mit gamle 2008-medlemskort kunne jeg regne ud præcis hvor bizart lang tid siden det er, at jeg har været forbi Louisiana, men igår var jeg deroppe. Jeg må indrømme at jeg ikke egentlig bryder mig om den nye bunkeudstillingsstil, der har kørt i de sidste par år. Jeg går ud fra at det er fordi det er det, der virker for publikum, at man har prioriteret anvendelsen af rummene så meget om, og sårn professionelt er det jo også let at forstå - men man går til gengæld fuldstændig glip af stedets og værkernes enhed, når det hele altid bliver flyttet rundt. Det er kun de udendørs værker, der får lov at blive stående og betegne hvor de er. De fleste af de andre klassiske koryfæer fra 80er-90er-museet, med et par signatur-undtagelser, står lidt pjaltet rundt omkring.
Når det så er sagt, så er der masser af guld deroppe i de mange små stik ud til højre og venstre. Sophie Calle har altid slået mig som en fremragende humorist, selvom hun aldrig udadtil antyder at hun selv synes hun er det. Det er kun den fantastisk inspirererede overreaktion på et noget kedsommeligt afskedsbrev fra en eks-kæreste, der rigtig giver mening i museumsrummene. De andre ting var man hellere alene med. Men kæreste-installationen er det hele værd. Jeg fik mindelser til den berømte scene fra Cyrano, hvor fægtemesteren belærer en noget kedelig fornærmer med et overbud af langt bedre fornærmelser vendt mod sig selv. På samme måde er Calles overbud af kuraterede reaktioner på det kedelige brev er i særklasse, fra de mennesker hun spørger til de konsekvenser hun mener det flade brev bør have.
Af særlig privat interesse for mig, for tiden, var de mange visuelle og auditive opmærkninger af selve teksten og hvordan man kan oplyse indholdet ved at gå ordnært til værks med billeder, annoteringer og overføringer t lyd og andet.
Som Morten gjorde opmærksom på per chat senere på aftenene, så er der i det hele taget ved Calles arbejder en intertekstualitet, der virker særligt relevant og tilgængelig for det moderne webmenneske. Underligt nok, og en længere historie værd, at hun aldrig selv har opdaget det medium (ikke hvad jeg ved af, ihvertfald).
Også godt, nu man er der, er et rum der forsøger ved en flot og varierende samling eksempler at vise os hvad der er på spil i nutidsmaleriet. Det er alt fra den slags ornamenteret detaljemyldrende maleri, som er blevet en hel stil, også i design, i '00erne til nypunkede kollager i blandede medier.
Og så det utrolige optiske illusionsværk m vand og farvede kugler, hvor man ovenikøbet får lov at være alene nede i kælderen. Fanget her, på vild flugt fra det rum, det befinder sig i.
Munch og Warhol har også sine øjeblikke, men lidt kold lod det mig nu alligevel. Jeg var i den forbindelse gladest for simpelthen at se mikrovariationerne i Munchs ting, ophængt side v side.
